Titel: “Knald”
Forfatter: Richard Siken (på Dansk v. Cecilie Lolk Hjort)
Udgivelsesår: 2021
Forlag: Kronstork
Antal sider: 69
Målgruppe: Queer, LGBT+ personer, og alle andre, der har oplevet, kærlighed, tab, angst og død. Personer, der ønsker at forstå kærlighed og tab fra et andet perspektiv end det vante.
Dette er et gratis anmeldereksemplar som jeg har modtaget af forlaget Kronstork. Tusind tak for det.
”Crush” af Richard Siken udkom i USA allerede i 2004 og jeg forstår faktisk ikke, hvordan der kunne gå 17 år, før nogen oversatte den til dansk. Heldigvis påtog Kronstork og Cecilie Lolk Hjort sig opgaven, og jeg er utrolig taknemmelig for at ”Knald” endelig har set dagens lys på dansk jord.
Jeg mindes navnet Richard Siken fra mine dage på kønsstudier på KU, men jeg mindes ikke at have læst hele ”Crush” dengang, hvilket jeg er ret glad for i dag, da jeg på den måde får fornøjelsen af at læse den danske udgave, uden at kunne komme til at sammenlign med den originale udgave.
Richard Siken er ikke særlig kendt i den danske poesiverden, hvilket er en skam, men til gengæld er han kult på de engelsksprogede poesiscener og på de sociale medier, hvor hans citater både er blevet brugt som memes og som blurps. Det er intet under, at han også er elsket og ofte citeret i LGBT+-kredse, da hans måde at beskrive homoerotik både kryber ind i det klassiske billede, qua generationen han tilhører, men samtidig gør op med myterne, eller rettere fordommene ved homoseksuel kærlighed.
”Knald” som bogen hedder på dansk er inspireret af Sikens kærestes død i 1991, og er da også både bevæget og bevægende, drømmende og ekstremt in-your-face-nærværende. Denne blanding af manisk aggression og søgen efter et eller andet, noget som helst, gør at man som læser hele tiden bliver revet med i forskellige retninger og ved ikke helt, hvad der kommer til at ske i næste digt.
Digtsamlingen er opdelt i tre dele, der alle fortæller en indre og ydre rejse, som hovedpersonen går igennem, på jagt efter denne indre ro, eller nærmere accept af sig selv, omgivelserne og tabet.
Den første del fortæller ikke tydeligt, hvad digtsamlingen gerne vil sige. Der bliver derimod skabt en masse bevægelse, og som læser ved man ikke, hvem hovedpersonen er eller ønsker at være.
Det er nemt for mig at forstå, hvorfor denne bog kan blive kult i et land som USA. At en homoseksuel mand fortæller om kærlighed er modigt og vovet, provokerende, alt det som amerikanere godt kan lide. For en dansk læser er det nok noget andet, der driver værket. For en dansk læser tror jeg det er længslen efter kærlighed, der gør digtene nære og genkendelige. Der gør dem sørgmodige og til at føle på. Og naturligvis kontrasten mellem selvdestruktionen og søgen efter sindsro, der rykker ved følelserne.
Jeg synes at Cecilie Lolk Hjort virkelig har gjort et godt stykke arbejde med at indfange denne søgen, der bedst manifesterer sig som en insisterende sørgmodighed igennem hele digtsamlingen.
”I nat, ved motorvejen, spiser en mand frugttærte med en jagtkniv/ og snitter en gengivelse af sin elskers ansigt i motelvæggen. Jeg kan lide ham/ og jeg vil være ligesom ham, med hænder der ikke længere er en eftertanke.//”
Og selv i grusomme digte som ”Støvleteori” (s. 26-27) formår hun at skabe en form for skønhed i sproget, trods denne mentalitets-barriere, der er mellem den danske og amerikanske kultur.
”En mand går ind på en bar og siger:/ Tag nu f.eks. min kone – vil du ikke nok./ Men du tager ham i stedet./ Du tager ham med hjem, og du laver en sandwich med ost til ham,/ og du prøver at få hans sko af, men han sparker dig/ og han bliver ved med at sparke dig./ Du sluger et glas sovepiller, men de virker ikke./ Støvler bliver ved med at falde på gulvet/ i lejligheden over dig./ Du tager på arbejde næste dag og lader som om intet er sket.//”
Mens jeg læste ”Knald” blev jeg ved med at spørge mig selv: Er kærligheden mellem mænd virkelig så brutal? Er det fordi de i virkeligheden ikke kan rumme den ømhed kærlighed fører med sig, at de er nødt til at munde ud i brutalitet for at man kunne være i det? Eller er det desperationen fra tabet, der kunne kaste os alle i selvdestruktionens klør, hvad end man er han, hun eller hen?
”Manden ovenpå dig lærer dig at hade, ser dig/ som et stykke fast ejendom,”
”Uret tikker fra fem til seks. Kys perverteres til bid./ Så får du et slag i nyrerne, lidt blod i din urin./ Det er ikke slut endnu, det er kun begyndt.//” (s. 29)
Igennem hele digtet følte jeg, at luften blev trykket, eller rettere sparket ud af mig, mens jeg læste denne digtsamling. Der er en historie i denne bog, men den er så spøgelsesagtigt som keglerne af lyset, som Siken selv nævner flere gange i gennem bogen. Det her er næsten en spøgelseshistorie, eller rettere sagt poesi i sin mest rå form. Når alt er taget fra, så er der kun det destillerede materie tilbage og det rykker en igennem livet, når alt andet er væk.
Sikens sprog og Lolk Hjorts fortolkning af denne er en kaskade af små eksplosioner, der graver sig dybt i mig og giver mig gåsehud.
Derfor skal den også have 🍬🍬🍬🍬🍬 ud af 6 bolcher.