Karens Minde og Sydhavnens Bibliotek findes på Wagnersvej 19, 2450 København SV
Savner du bibliotekerne ligeså meget som jeg gør? Deres varme stuer, de evigt smilende og behjælpelige bibliotekarer? Eller bare det at komme forbi og sætte sig med en bog, du har hevet ud fra reolen? Det gør jeg i hvert fald. Og jeg glæder mig virkelig til de åbner op igen. Nu hvor jeg ikke studerer mere, er biblioteket et falmet minde om stakke af bøger, alt for mange kopper kaffe og øm røv, i min erindring. Der er bare noget over bibliotekerne.
Jeg er storforbruger af mit lokale biblioteket, ved Karens Minde slottet i Sydhavnen. Det er ikke verdens største bibliotek, faktisk er det nok et af de mindste jeg har betrådt, men det har sjæl og man har gjort meget for at får det gjort indbydende, indendørs såvel som udendørs. Når vi har almindelige tilstande og ikke er lukket ned grundet Corona, tilbringer jeg tid derinde i hvert fald tre gange om ugen. Jeg får altid sådan et sug i maven, når jeg bevæger mig på et bibliotek, især et som er stille. Sådan et sug som man får, når man bevæger sig i skolens kælder, eller et glemt hus som man har sneget sig ind i. Den der duft af bøger og mørnende papir. Det er næsten orgastisk for mig. Måske er det fordi mit første møde med et bibliotek skete på lokalbiblioteket i Pljevlja, Montenegro, hvor bøger netop var gamle skatte med læderindbundne omslag, og de høje reoler og lange gange føltes som labyrinter, hvor stilheden var øredøvende og nærmest rungede inde i min lille 8-årlige mave, jeg lånte en digtsamling af Aleksandr Blok og en illustreret bog om myrer, socialistisk indoktrinering fra barnsben. Kort tid efter nåede krigen også Montenegro og vi flygtede, så jeg nåede aldrig at aflevere bøgerne. (Jeg har bøgerne stadig i øvrigt).
I Danmark lærte jeg at bibliotekerne er noget helt andet, det er ikke blot skatkamre, men et brugsrum for voksne og især børn. Jeg lærte også at folkeskoler har biblioteker, fyldt med vidunderlige bøger. Og at alle biblioteker har børnesfdelinger med både bøger og kreative hjørner.
Biblioteket er for mig en redning. Som den bogelsker jeg er, har jeg allerede fyldt samtlige hylder i lejligheden op med bøger, jeg har derfor givet mig selv et forbud mod at købe nye (som jeg næsten overholder), og her er bibliotekerne guld værd for mig. På biblioteket kan jeg læse en bog, have den stående på mit bord i en uges tid, eller hvor lang tid det nu tager, og så tilbage til biblioteket igen. Det er den bedste løsning der nogen sinde er opfundet. Men bibliotekerne er også et fristed, hvor jeg kan fordybe mig og omgive mig af det jeg elsker mest; bøger.
Jeg har tanker op på bibliotekerne da de lukkede ned, men jeg kan godt mærke at jeg savner hele rutinen med at hente og aflevere bøger. At sidde der og mærke de der sug i maven.
Til da nøjes jeg med at læse på e-reolen og tage et smut forbi Karens Minde og Sydhavnens bibliotek og kigge i genbrugsbiblioteket udenfor.