Titel: “Akkurat som sælerne”
Forfatter: Valdemar Kjærulff
Udgivelsesår: 2020
Forlag: Emeritvs
Antal sider: 59
Målgruppe: Mennesker med interesse i poesi og økolitteratur
Dette er et gratis anmeldereksemplar som jeg har modtaget af forlaget Emeritus. Tusind tak for det.
“Akkurat som sælerne” er Valdemar Kjæruffs første solodigtsamling og den bringer en del god potentiale med sig.
Digtsamlingen tager fat i et altid aktuelt emne; individet i samfundet, og krydrer det med en god portion økokritik, som vinder mere og mere indpas i dansk litteratur de seneste år. Især er der fokus på den dissonantiske økologi, hvor mennesket og naturen er en uundgåelig del af hinanden. Hos Kjærulff er der bare ikke nogen harmonisk natur at vende tilbage til. Det viser sig i flere digte og sekvenser igennem hele bogen, og man må give Kjærulff, at han holder sig stramt til de to emner.
Bl.a. bogens første digt er værd at fremhæve:
Den svenske modernisme/ hænger sammen med den russiske/ det er mågerne ligeglade med/ de hænger dovent i luften/ og venter på skraldemændene/ der kryber ud i kvarteret ved daggry/
(s. 11)
Jeg er helt vild med dette digt, men det er også det eneste, der virkelig slår benene væk under mig.
Dette digt viser netop på en meget fin og elegant måde, hvordan vi alle sammen er i en form for symbiose.
Problemet opstår nok mest, når denne symbiose bliver destruktiv som den er blevet for vores generation. Vi ved egentlig ikke hvad pokker vi skal stille op med det hele. For:
langt borte kan man høre myggene/ synge/ over ligene/ langt borte sættes en uheldig person/ til at spise glasskår/ langt borte er ikke her/ her er jeg/ her er mit udgangspunkt/ her er min elendighed/
(S. 57)
Hele digtsamlingen emmer af en form for ligegyldighed og fortæller-jeg’et indfinder sig i dette ligegyldige bybillede som alle andre også gør. På den måde skaber digtsamlingen et meget fint billede at vores samfund og individet i det både i form og i tematik.
Hvor er her mondent, man kan næsten se Islands Brygge en sommervarm lørdag for sig i disse linjer:
Vi ligger i parken og griller/ koteletter glaseret i frosthonning/ hvide smil og pæne tatoveringer/ er strøget hen over græsplænen
(s. 51)
Generelt synes jeg, at Kjærulff har fat i en masse fine billeder og emner i denne digtsamling, men det er som om han ikke helt tør give den helt gas. Det hele bliver lidt for hyggeligt, og der er ikke nok, der bliver sat på spidsen. Han stikker ikke, og stormen han varsler, viser sig ikke at være den orkan vi frygter, men en omgang dansk aprilvejr.
Metaforerne er lidt vage, og man har nu hørt så mange gange om solen igennem historien, at det bliver lidt en død metafor, i hvert fald for mig. Hvis man nu tog solen og gjorde den til en dødsstjerne, der griller os mennesker i parken som de koteletter vi er, så ville jeg stoppe lidt hårdere op og tænke “ok”. Ligesom jeg gør i det første digt, hvor mågerne er blevet en del af bybilledet og skraldemændene er blevet til noget, der kravler ud ved morgengry. Her smelter kultur og natur sammen i den eneste natur vores generation kender til. Måger, der æder skrald.
Og her står jeg så, akkurat som sælerne, venter på, at denne digtsamling griber mig, men det er som om ordene bliver hængende i luften og giver mig ikke den mavepuster jeg har brug for.
Jeg synes dog stadig, at Valdemar Kjærulff har et potentiale og det ses i visse af de ordkonstellationer han skaber igennem hele digtsamlingen:
Måske har jeg taget min sidste beslutning der/har substans/ måske er solen i morgen et løg/ der skal vogte sig for/ hyænerne på savanen/
(s. 24)
Træernes rygrade rasler i eftermiddagen/ Smagen af i går hænger fast/ i munden på mig/
(s.37)
Billeder som disse gør, at jeg tror på, at Valdemar Kjærluff sagtens kan meget mere, langt bedre og kun er begyndt sin rejse i lyrikken, og derfor får ”Akkurat som Sælerne” 🍬🍬🍬 fine bolsjer herfra.