Titel: ”Vi Væskende Brødre”
Forfatter: Elvir Maleškić
Udgivelsesår: 2022
Forlag: LYCIUS⎮GLADIATOR
Antal sider: 105
Målgruppe: Øvede læsere af nyere dansk lyrik med lettere eksperimenterende sprog og interesse for krig, slægtsforhold, eksistentialisme og indre og ydre rejser.
Dette er et gratis anmeldereksemplar som jeg har modtaget af forlaget. Tusind tak for det.
”Vi væskende brødre” er Maleškić’s anden bog og digtsamling, som består af otte langdigte, der fletter sig ind i hinanden og skaber en helhed; en fortælling om to liv.
Ligesom i hans debutsamling ”I stød finder jeg læ”, så er krigen i Bosnien-Hercegovina bagtæppet, men i modsætning til hans første bog, er krigen Sydøst for Alperne ikke i fokus. Den er nok nærmere en årsag til at vi befinder os hvor vi gør, og til at denne bog netop kan blive til. For ligesom i hans debut, tager Maleškić udangspunkt i sin egen historie, når han skriver ”Vi Væskende Brødre”.
Her er det forholdet til lillebroren der fylder, og det er intet under at forholdet fylder så meget, for her er tale om en kærlighed der bygger på dårlig samvittighed og måske endda en slags frivillig tvang, fordi bogens jeg-person skal fra en tidlig alder tager sig af sin svært udviklingshæmmede bror – efter forældrenes ønske – for selvfølgelig tager man sig af sine nærmeste.
Hvad mere er, så er ”Vi Væskende Brødre” også en undersøgelse af selvet og forholdet til en bror man aldrig har haft mulighed for at opbygge et forhold til. I bogen prøver Maleškić at besvare spørgsmål som: Hvad gør man, når man som barn eller ungt menneske skal agere værge? Hvad gør man, når man skal oversætte kommunens afgørelse med nattens tømmermænd stadig bankende i baghovedet? Hvad gør man, når man forelsker sig og gerne vil skabe sin egen familie, men hele tiden skal forholde sig til en familie der ønsker mere af en, end man har lyst til at give, fordi man er 20 og bare gerne vil være ung? Og hvad gør dét ved et menneske?
I Maleškić’s tilfælde vælger han at flygte (igen), om ikke for evigt så for en stund. Men måske er denne distance netop nødvendig for at kunne vende tilbage til sit første udgangspunkt og bevæge sig i en ny retning, hvor man selv vælger (og har overskud til) at påtage sig et ansvar i stedet at få det påduttet.
Her er der vigtige eksistentielle spørgsmål, der bliver stillet og besvaret på en pinagtig måde som jeg synes er vigtige, og dermed kan alle få glæde af fortællingen.
Alt dette italesætter Maleškić på den fineste og mest poetiske måde i denne bog, for Maleškić kan virkelig noget med ord og billeder. Han skriver fjerlet og skarpt som en kniv på samme tid. Kontrasterne overrasker og man ved aldrig hvad det næste vers vil bringe med sig.
Han chokerer læseren og er ikke bange for at bruge groteske billeder, der får læseren til at krympe sig undervejs, hvilket jeg virkelig godt kan lide.
”jeg kan ikke fordrage når du savler/ om det er juleaften eller børnefødselsdag/ går du bare i gang/ lukker store klatter ud på dit bukseben/ og smører det ud med tommelfingeren/ som var det leverpostej /dit bukseben rugbrød/ når vi holder fødselsdag sidder jeg med hænderne i lommerne/ så jeg kan kradse lårene røde/ så huden stritter og flager/ til jeg tænker på noget andet/ som godt må bide sig fast/ til næste fødselsdag grillaften juleaften / hvor vi igen kan sidde/ vi væskende brødre/ du med dit spyt/jeg med mit blod/”
Man kunne godt fristes til at synes at ”Vi Væskende Brødre” trækkes lidt i langdrag, og kan have en tendens til at lægge sig lidt for tæt op af Maleškić’s første bog. Men når man skriver om livets pinagtigheder, så er det langtrukkent og pinefuldt. Livet er nemlig ikke en Tivolitur, hvor tiden flyver alt for hurtigt og så er man hjemme i sin varme seng. Livet er langt og fyldt med dilemmaer, foragt og situationer, der gør ondt. Og netop i dette brillierer Maleškić: At vise hvor pinagtigt det kan føles at skulle agere voksen, når man selv er et stort barn. Eller aldrig at kunne udveksle ord med det menneske, der burde være tættest på en.
”hallo/ HALLO/ jeg har brug for at du siger noget/ og hvordan føles det så at gå gennem livet / uden en eneste ven/ uden en eneste samtale/ ud over den du ved/ der starter og slutter med/ SKAL JEG LAVE KAFFE/ vi er trætte du og jeg/ to små slidte bobler/ to væskende slidsår/ mellem is og klippe/ mellem mor og far/”
Kort sagt så er ”Vi Væskende Brødre” af Elvir Maleškić en bog, der godt kan anbefales, men den kræver en genlæsning eller to før den rigtig åbner sig for læseren, hvilket godt kan skræmme visse læsere væk, men den er det værd og derfor får den også. 🍬🍬🍬🍬
