Titel: “Guld”
Forfatter: Victor Boy Lindholm
Udgivåelsesår: 2014
Forlag: Kronstork
Antal sider: 87
Målgruppe: Enhver, der ønsker at læse poesi, der kredser om et samfund, der skaber sig selv i det 21. århundrede
Jeg gik i gang med ”Guld” af Victor Boy Lindholm” lige før jul og kom ikke rigtig videre. For selvom jeg godt kunne se en kvalitet i digtene, så virkede det lidt som om jeg ikke var segmentet for netop denne bog.
I dag læste jeg den forfra, og det er som om denne bog kræver to gennemlæsninger, for at den virkelig åbner munden op, eller rettere ens øjne op, for det geniale i denne bog.
”Guld” er en digtsamling, hvor samfundskritik og popkultur går hånd i hånd med kapitalismens bevidsthed og samvittighedens mønstre.
Når jeg læser ”Guld”, får jeg lyst til at dele bogen i to dele. Den første del af bogen er næsten lidt for poppet for mig. Den portrætterer en målgruppe, jeg aldrig har været en del af, og hele fascinationen af Nelly (ironi?) samt billeder af ham i bar overkrop, får mig til at stille bogen tilbage på hylden.
Men så er der den sidste del, der bare løber digtsamlingen til et helt andet niveau, hvor der virkelig bliver skudt skarpt med ord og billeder og kritik af det samfund vi alle er med til at bygge op. Her står alle står for skud, og det klær’ bogen.
Jeg elsker den samfundskritik, der flyder ud af denne digtsamling, og den bevidsthed fortæller-jeg’et portrætterer. Det er bare skarpt, og ”gangster” at fortæller-jeg’et portrætterer denne overinformerede verden vi befinder os i på godt og ondt, og at der samtidigt er en form for ligegyldighed over for den uretfærdighed, der skal til for at vi kan opretholde dette liv vi lever i det moderne samfund. Men hvad fanden skal man også forvente af en generation, der skal lære det hele på ny, når det forbilleder de nu har haft, netop har været med til at skabe denne ulighed verden over.
Guld og diamanter er metaforer, der går igennem bogen, de viser sig som vores, altså menneskets, værdi, og smartphonen er den kerne vi alle består af. Det vigtigste vi ejer.
jeg er gylden iphone/ altid klar med ordenes tavshed/ der er tavsheden mellem os/ fordi vi mødtes til en fest/”
s. 63
Lad mig sige sandheden/ om alt det forfaldne/ det der sælges/ er guld/fra minerne/
s. 59
Vi er alle klar over hvordan disse ting er kommet til vores hænder, og vi synes det er forfærdeligt, men vi gør ikke noget ved det, for vi er midt i orkanens øje.
Det formår Victor Boy Lindholm at male meget smukt igennem digtsamlingen.
Der er en form for pacificering i denne bog, man ser det hele, men handler ikke. Det er måske netop sådan vores, eller deres generation har det. Det hele er så tydeligt, men alligevel så langt væk
I ”Guld” forfalder det hele og alle er plaget af bevidstheden om, hvad kapitalismen gør ved mennesket, og at vi er en del af systemet, der fodrer systemet.
Digtene er moderne og relevante, også her 7 år senere.
Den eneste anke jeg har til bogen er de engelske ord, der bliver strøet ud over digtene i ny og næ. Jeg ved godt, at det er en bevidst handling fra forfatters sider, der viser, hvordan vores sprog også forfalder, men for mig er det et irritationsmoment i min læsning, der skubbet mig ud af læserytmen.
Her til slut vil jeg sige, hvis du ikke kan læse hele samlingen, så gør dig selv en tjeneste og læs som minimum ”gyldens daggry, dårlig uge” som er en 11 siders mastodont, der er kaster om sig med stærke billeder, kritik og erkendelse af hvad vores samfund er. Man kan måske endda dristet til at kalde det en opsummering af hele bogen.
vi bevæger os igennem flügger maling/ der beskytter mod det nye vejr/ vi bevæger os igennem tiden vejr/ vi bevæger os imod det højreradikale/ vi bevæger os igennem tidens feber/ vi bevæger os igennem tidens feber/ og jeg ligger i min fars arm/ som et lille dyr/ ingenting er uskyldigt/ så jeg gør ikke noget/ for jeg kan ikke noget/ jeg bevæger mig i tidens feber/ og jeg er på to wififorbindelser samtidig/”
s. 67
“Nåja dit blå hår/ er bare en sommerting/ men mit karseklippede hår/ er identifikation med højreradikalfuckdig/ fordi jeg får et kick ud af at ligne europas fremtid/ sådan er det/ jeg har hykleren i mig/ jeg har feberen i mig/”
s. 77
Og sådan kan jeg blive ved med at finde stærke billeder i netop dette digt. For det kan noget, også her i 2021. Hvilket i mine øjne gør ”Guld” til en klassiker.
Alt i alt synes jeg at ”Guld” af Victor Boy Lindholm er en kompetent bog, der er læseværdig mere end en enkel gang, faktisk burde man gøre sig selv den tjeneste og læse den mere end en gang.
Jeg giver den med glæde 🍬🍬🍬🍬 ud af 6 bolcher.
