Findes jeg…
Mit navn er Erna, og bøger er en essentiel del af min kerne. Jeg har lavet Litt.Snacks, fordi jeg gerne ville have en blog med fokus på mindre kendt litteratur og forfattere, der ikke nødvendigvis får plads i de almene medier.
Mit mål med bloggen er at træde et skridt dybere ned i bøgerne, når jeg læser og anmelder dem. Jeg oplever nemlig, at bøger åbner sig på en helt særlig måde, jo mere man arbejder med dem. Og selvom Instagram er et fint medie med masser af pomp, pragt og farver, så er der bare ikke plads nok til virkelig at komme i dybden i det format. Derfor holder jeg stadig stædigt fast i dette millennialmedie.
For mig er det vigtigt at læse og anmelde med de værktøjer, jeg har med mig fra min uddannelse, fordi jeg er af den overbevisning, at ikke alle bøger kan læses sansende. Visse bøger kræver simpelthen hårdt arbejde for at blive læst. Og se, det er en smuk udfordring.
Jeg har også lavet Litt.Snacks, fordi jeg gerne vil have en platform, der undersøger og informerer om litterære arrangementer, og generelt om det litteratur kan tilbyde mennesker i hverdagen i byen. Jeg er bosat i København, så de arrangementer jeg deler er som udgangspunkt i Københavnsområdet, men hvis du tipper mig om noget i den anden ende af landet, deler jeg også gerne det.
Jeg er cand.mag. i dansk og kulturformidling, og ud over at anmelde bøger arbejder jeg som freelance redaktør, fotograf, forfatter og underviser. Derudover er jeg uddannet meritlærer og arbejder med 10.klasses elever i Vestegnen, hvor jeg arbejder på at introducere dem for så meget (obskur) litteratur som muligt .
Jeg elsker de fleste genrer, men især skæve kortromaner, noveller og lyrik er min store passion. Jeg elsker at undersøge nye forfattere, ukendte forfattere, og især kvindelige forfattere, der bevæger sig udenfor deres egen, men også læserens, komfortzone.
Jeg elsker smukke bøger, hvor der er kælet for detaljen, og gerne bøger med små overraskelser. Jeg kan godt lide socialrealisme, magisk realisme, ulødige bøger og generelt værker, der sætter samfundet eller temaet på spidsen. Lyrikken har en særlig plads i mit hjerte, og jeg har ofte svært ved at sige nej til en digtsamling.
Jeg elsker forfattere som Unica Zürn, Peter Adolphsen, Bjørn Rasmussen, Tina Frank, Kaspar Colling Nielsen, Cecilie Lolk Hjort, Sara Stridsberg, Tom Kristensen, Bjarne Reuter og mange andre store og små forfattere, der arbejder med samfundet, magien og menneskedyret. Jeg læser dog ikke krimier og personlige beretninger om psykisk sygdom.
Derudover nyder jeg poesioplæsninger, poetryslams og de københavnske åbne scener. Jeg er også selv medarrangør af en åben scene i hjertet af Københavns Sydhavn, fordi jeg elsker at samle mennesker om ord, litteratur og kultur.