For samarbejde kontakt mig på: kontakt(a)littsnacks.dk


Anmeldereksemplar fra forlag og forfattere

Jeg modtager altid gerne fysiske anmeldereksemplarer. Jeg bestræber mig på at anmelde dem hurtigst muligt, gerne inden for en måned, men det er ikke mit primære job, så indimellem kommer den virkelige verden lige og blander sig.

Mine anmeldelser er altid 100% ærlige og er et udtryk for min egen holdning til bogen. For mig er integritet det vigtigste som anmelder, og det går jeg ikke på kompromis med. Det er også det, der gør anmeldelserne værdifulde, at de er ægte, konkrete og til at stole på.

Ifølge markedsføringsloven skal jeg oplyse, når en bog er et anmeldereksemplar, og hvem den kommer fra. Det gør jeg ved at skrive “anmeldereksemplar” øverst i anmeldelsen.


Mine bedømmelser

Jeg giver bolcher 🍬🍬🍬🍬🍬🍬

6 bolcher gives til den fuldstændig fantastiske og overvældende læseoplevelse. Den bog hvor siderne nærmest vender sig selv, og jeg ikke kan slippe den, selvom klokken er langt over sengetid. Den der tager mig med storm og bliver en lille besættelse og en midlertidig erstatning for det virkelige liv. Hvor alt får lov at sejle omkring mig, fordi jeg bare må og skal læse lige en side mere, som så bliver til 30, som så bliver til 100. You get the point.

For at nå helt til tops, skal bogen også ramme et vist niveau på plot og handling, spænding, persongalleri, fortællestemme og sprog. Jeg har dog et blødt punkt for det makabre, og jeg elsker nye, skæve og eksperimenterende måder at fortælle på, så jeg siger sjældent nej til at prøve noget, der ikke nødvendigvis kommer fra de største forlagshuse.


Fordeling af bolcher

🍬🍬🍬🍬🍬🍬 En sjælden perle, hvor det geniale og det gale smelter sammen til en helt uimodståelig helhed

🍬🍬🍬🍬🍬 Jeg blev taget med storm og glemte nærmest både at spise og sove, mens jeg læste

🍬🍬🍬🍬 En rigtig god bog, som jeg oprigtigt nød

🍬🍬🍬 En middelgod bog med nogle mangler

🍬🍬 God idé og godt udgangspunkt, men desværre også en del mangler

🍬 Jeg måtte tvinge mig selv til at læse den færdig



For samarbejde kontakt mig på:
kontakt(a)littsnacks.dk