Da jeg var en lille poetisk og romantikramt teenagepige, der blev forelsket i alle dem, der ikke ville mig, fandt min kære skolebibliotekar, Jette, den perfekte bog til mig. 


Jeg levede med den bog ved min side igennem 6-7-8 klasse. Den var min amulet og almanak, og jeg genlæste den om og om igen: Måske fordi jeg var skolen særling, måske fordi den bog gav mig nogle svar og en eller anden slags trøst, virkeligheden bare ikke kunne give mig. Og selvfølgelig, fordi bogen kunne fortælle mig, om ham den søde, jeg godt kunne lide, også var forelsket i mig. 


Jeg ville have købt den af skolebiblioteket ved endt folkeskole, ingen tvivl, for den bog var alt min sutteklud og min bedste ven, hvis det ikke var for den flok tøser, der igennem folkeskolen, levede for at forpeste mit liv og fandt mange kreative måder til det. 

Sagen er, at den bog pludselig forsvandt en dag fra min taske, mens jeg var til gymnastik.
Jeg gennemgik alt, men bogen var væk. 
Bogen var min bibel, koran, og alt i mellem, så jeg ville næppe have smidt den væk. 


Jeg konfronterede disse plageånder, som jeg vidste havde taget bogen; stod de fast på, at de ikke kendte til den og at de slet ikke troede på magi. Jeg måtte give op og betale bøden på de 230 kr., hvilket var mange penge for en 14-årig i 1998.
Det værste var, at jeg savnede den bog igennem mine senere teenager år. Jeg ledte efter bogen igennem årene på nettet, loppemarkeder og antikvariater, men uden held. Problemet var, at jeg ikke kunne huske navnet på forfatteren eller titlen på bogen. Jeg kunne huske hvordan forsidens ud, men det hjalp lige lidt. 

15 år… 15 år søgte jeg efter denne bog, til sidste uge, hvor jeg fik hjælp af nogle søde mennesker, der genkendte min beskrivelse som bogen: “Spådom og Magi – Hvad vil fremtiden bringe?” af Alvin Schwartz, udgivet i 1992 på Gyldendal. (Ja, der var en gang, hvor Gyldendal kastede sig ud i de noget mere skøre projekter).




OG nu sidder jeg og bladrer i den længe savnede bog, og selvfølgelig er den ikke ligeså fantastisk som jeg huskede den, men følelsen af at have den mellem mine hænder er ubeskrivelig. Der er som om jeg har fået åbnet et lille vindue tilbage til mit 14-årige jeg og alle de følelser jeg indeholdt dengang.
Hvilket er en sjældent gave. 


Hvilke bøger har gjort stort indtryk på dig som barn eller ung? 

Visse bøger gør bare indtryk og sætter sig fast. Hvilke bøger har gjort det på dig?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.