Titel: “Duften af Petrichor”
Forfatter: Dino Copelj
Udgivåelsesår: 2020
Forlag: BOD
Antal sider: 140
Målgruppe: +15 da bogen har enkelte voldsomme scener om død, krig og det at flygte.
Vurdering: 

Dette er et gratis anmeldereksemplar som jeg har modtaget af forlaget BOD

Petrichor er den duft man kan lugte i sensommeren, når regnen efter en lang hed dag rammer varm asfalt. Vi kender den alle, og den repræsenterer noget særligt for hver er os. For mig er det mine somre hos mine bedsteforældre i Montenegro. Duften der stiger op og et billede af min mormor i sin blomstrede kjole, der kalder mig ind til frokost og rosensaft. For andre kan det være noget helt andet.
Dino Copelj kalder sin bog “Duften af Petrichor”, hvilket er en smuk og poetisk titel, der vækker en masse inde i mig og giver mig lyst til at læse bogen.

Fortællingen kredser om bosnieren Smajo, hans venner og naboer: Balsam-Mogens, Boller-i-Karry-Finn og Amnesty-Bjarne, samt enkelte andre, der har mindre eller større betydning for disse mænd. Her er tale om en skøn samling galgenhumoristiske røverhistorier, der minder mig lidt om de historier jeg selv får fortalt af mine lokale vagabonder. Blide væsner med høje stemmer, dybe historier og skæbner, der ikke bliver hørt, fordi de snakker for højt på solbeskinnede gadehjørner og generer de fine byboere. Det er i hvert fald hvad man får serveret i den første tredjedel af bogen.

Dino indfanger disse sælsomme sjæle på en humoristisk og melankolsk måde. Han viser mennesker som vi i hverdagen overser. Han gør det kort, humoristisk og med lette penselstrøg, der får karaktererne til at stå tydeligt frem.

Der hvor Dino Copelj virkelig brillerer er de små humoristiske skitser fra hverdagens absurditet, der viser at der ikke er meget forskel på Smajo og de andre danskere. Når alt kommer til alt, og når dagens gode gerninger skal fordøjes, så er det i sidste ende lige meget, om det er en god gammeldags dansk håndbajer, eller et lille glas Sljivovica, den gode bosniske hjemmebrændt, der står på bordet. De tre naboer forstår hinanden.

Og denne lille fortælling portrætterer det helt igennem vidunderligt … i den første tredjedel af bogen. Jeg kan ikke understrege dette nok. For derefter sker der noget. Og det er ikke noget godt.
Det er som om luften går af ballonen. Eller måske ikke engang det. Der sker et skift, hvor det for læserens synes, at Copelj nu har fået den ide, at han skal udgives, og så skal det bare gå hurtigt.
For mig virker det som om Copelj prøver for meget. Det bliver for søgt og jeg mister forbindelsen til historien og karaktererne, som jeg ellers så godt kunne lide. Pludselig skal der være et eller andet budskab. Og budskab er godt, men det skal være en naturlig del af historien. Hvis man tager historien som “Amen, CV og konkursramte virkeligheder” eller fortællingen “Digt om Jobsamtalen”. Med al respekt, men et digt skal virkelig være skarpt, hvis det skal være en del af en historie. Her synes det blot påklistret.
Misforstå mig ikke. Der er stadig skønne perler imellem. Som f.eks historien om Smajos ven Edin. Eller Smajos guldkorn som følgende.

Man skulle i hvert fald ikke hade dem eller være ond ved “racisterne”, men forsøge at blive fuld sammen med dem og lade sljivovica, den stærke bosniske brændevin, ordne sagerne. Sljivovica og god mad blandet sammen med det bosniske humør ville kunne udrydde racisme på fem år.

Problemet er, at de sidste to tredjedele virker forhastet, kluntet og rodet. Alt for mange nye karakterer bliver introduceret på må og få, selv en “skribent Dino” kommer ind i billedet, som en sljivovica-fuld Smajo skændes med. Hvilket jeg, med al respekt, synes er usmageligt og en smule selvfedt. For mig synes det at denne karakterer dropper ind fra højre, for at kunne fylde bogen op. Og for at nogle digte, som egentlig ikke passer i historien, lige skal presses ind.
De skæve, skøre karakterer fra fortællingen er også næsten helt væk i den anden halvdel af bogen. Til de pludselig dukker lidt sporadisk op igen hen mod slutningen.
Historien går fra at være en komisk fortælling om almindelige “danske” borgers hverdag i en bydel i Aarhus, der på bedste underspillede måde viser integrationens succes. Til en lidt søgt hyldest til Danmark, og en blandet fortælling om, hvor hårdt det er at være flygtning og hvor fantastisk integrerede Smajos børn (og ham skribenten Dino) er.

Og så var der jo den der duft af petrichor. Jeg fandt aldrig helt ud af, hvilken forbindelse titlen har til resten af bogen og hvad duften af petrichor repræsenterer for Copeljs karakterer. Jo, bevares, hvis jeg anstrenger mig, så kan jeg nok komme frem til, noget med sammenhold, nostalgi, lykke osv. Det bliver bare ikke malet for mig. Det bliver forsøgt beskrevet i novellen af samme navn, men det kommer ikke frem. Poesien og nostalgien bliver pakket ind i et kluntet forsøg på en kærlighedshistorie mellem Samjos søn Amel og Balsam-Mogens’ datter Sophie. Historien hopper frem og tilbage i tid, man ved ikke hvem fortælleren egentlig er og det hele munder ud i et mislykkedes forsøg på en erotisk fortælling om første gang de to mødte, der mest af alt får mig til at krumme tær.

Jeg bliver frustreret, og egentlig ked af det på Dinos Copeljs vegne, for dybest set kan han godt skrive, og skriver også hæderligt. Problemet opstår, når det skal gå for hurtigt og man skal udgives for enhver pris. Jeg ville ønske der var en redaktør og korrekturlæser, der havde været mere efter ham, for der er for mange småfejl, der generer min læseflow. Resultatet bliver et rodet og halvfærdigt produkt, der ikke kan give mere end 2 bolcher i min bog.
Ideen er god. Men en god ide er kun god, hvis den bliver tænkt til ende og udført derefter.

2 thoughts on “Dino Copelj – Duften af Petrichor

  1. Hvis du vil tages seriøst som boganmelder, skal du virkelig læse korrektur på dine egne tekster. Denne er fyldt med fejl. Hvis du var en af mine gymnasieelever, ville du dumpe på ringe sprogbeherskelse.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *