Titel: MARQUIS MACEL DE SADE (GLIMTET BAG MSASKEN)
Forfatter: Pernille Frydensbjerg
Udgivåelsesår: 2017
Forlag: HISTORIA
Antal sider: 217
Målgruppe: Dem som gerne vil vide mere om Marquis Marcel de Sade
Karakter: 🍬
Sandt er det, man skal ikke skue en bog på omslaget. Denne bogs både omslag og titel lokkede, men det var ikke guld, der gemte sig bag den forgyldte facade.
Og hvor er jeg ked af, jeg ikke kan lide denne bog, for jeg har virkelig glæder mig til at få et indblik i den mystiske og mytiske marquis Marcel de Sade.
Selve titlen er også tiltalene og lokkende. Den lover jo at man få et glimt bag masken. Desværre er denne bog en fuser uden lige.
Marquis Marcel de Sade går under mange navne. Hans rigtige navn er dog Jørgen Vase Larsen, som han fik da han blev født i 1934. Marcel de Sade kom dog langt senere til og både titlen og navnet er tilkøbt for at kunne pleje denne selviscenesættende ego som Jørgen Vase Larsen var ved at opbygge fra en meget ung alder.
Marcel de Sade er også kendt for mange (u)gerninger, alt fra smykkesmugler -og sælger i 50’erne til en dom for økonomisk bedrag i 60’erne, og ikke mindst som en af københavns natteliv jetsettere i 80’erne, til noget så almindeligt som far, ægtemand, elsker og en mand, der bestrider et helt almindeligt arbejde som plejeassistent på et alderdomshjem.
Med andre ord et ægte mennesker med mange facetter. Desværre skinner disser facetter ikke igenne i denne bog. Fortællingen er flad og uden nogen form for afrunding.
For mig har han altid været en spændende myte som jeg mindes at have hørt om pærifert: “Der findes denne falske Markis, der bor et sted på Frederiksberg Allé. Lige i din baghave”. Denne mand, der frekventerer natklubben Madam Arthur og omgiver sig med avantgardistiske mennesker.
Så, selvfølgelig gav det mening at je skulle læse om ham.
Omend visse historier om Marquisen virker noget utroværdige; så som, at hans balletkarrierer brister samme dag som han får kontrakt i Monte Carlo, så er mit største problem i denne bog selve forfatteren Pernille Frydensbjerg.
Jeg synes ikke hun forholder sig hverken spørgende, kritisk eller objektivt til sit emne. Hun godtager alt hvad der bliver sagt, uden at stille nogen form for spørgsmål til det. Det gør hende overfladisk og lidt dum-gås-agtig i sin fremståen, samt får Marquisen til at virke endnu mere utroværdig end han i forvejeren er. At hun så ogå prøver at bruge påtagede vendinger som “det får min hjerte til at bløde”, efterlader mig lidt med en følelse af at jeg læser en bog skrevet af nogen, der prøver at være noget som de ikke er.
Derudover er boget ret dårligt redigeret og komponeret. Der er ikke koherens mellem de forskellige billeder og tekster og visse afsnit hænger overhoved ikke sammen. Som f.eks side 45, hvor Marquisen går i chok over at se børn i Indien få hugget lemmer af, for bedre at kunne tigge.
” Han fik efterfølgende et nervøst sammenbrud og lå i tre uger i kahyt på skibet, hvor han var nødt til at indtage stærk sovemedicin og beroligende midler. Denne gruopvækkende oplevelse står tydeligt printet i Marcels sind og er noget, han har meget svært ved at tale om. At jordomrejsen blev afbrudt var logik. Desværre er det sandt og noget, der stadig foregår. Det er så grusomt, at det ikke er til at bære. På rejsen mødte Marcel også Tuaregfolket i Afrika, som bærer tilnavnet “Det blå folk” da de altid bærer blå/indigofarvede beklædninger”. Tilsyneladende var denne oplevelse så gruopvækkende, at han gik i chok, men ikke meget mere end lige at kunne nævne Tauregfolket fra Afrika.
Dette eksempel er blot et af mange, der kommer igennem bogen.
Henvisningerne mellem billeder og sider passer heller ikke overens, hvilket indikerer sløset redaktionelt arbejde, og så går det ud over min forstand, hvorfor forfatteren skal bruge fire sider på at takke mennesker, som ikke nødvendigvis har noget med selve bogprojektet at gøre. Jeg troede at bogen skulle forestille Marquis Marcel de Sades memoire.
Overordnet minder bogen mig mest om en folkeskolestil. Den springer i tid og pronomener, og jeg har sådan en nagende følelse af, at forfatteren forfærdelig gerne vil være i fokus i bogen og dermed ikke helt kan holde skrivestilen ren.
Selvom titlen lover glimt bag masken, så synes jeg at disse glimt bliver til et overfladisk portræt som man snildt selv kan samle sammen ved at google sig frem. Det gør, at man aldrig rigtig kommer tæt på Marquisen eller om bag masken, hvilket gør bogen i mine øjne mest af alt til spild af tid.
Hvis man endelig gerne vil vide mere om Marcel Marquis de Sade, så kan man ligeså godt klikke ind på DR’s Bonanza og se dokumentaren om ham fra 2004.
Mod enden af denne bog står man som læser tilbage med en følelse af manglende tilfredstillelse. Mange temaer bliver taget op, men i sidste ende er det ikke noget man taler om, da det tilsyneladende er uopdragent at tale om… ja stort set alle emner. Jeg tillader mig blot at spørge: Hvad er pointen i at skrive en memoir, hvis man ikke løfter sløret for sandheden eller detaljerne?
