Titel: ”Animal”
Forfatter: Alexandra Moltke Johansen”
Udgivelsesår: 2022
Forlag: Gladiator
Antal sider: 145
Målgruppe: Læsere af nyere dansk kortprosa med afsæt i økofiktion, kli-fi, moderskab og dystopi. Også til læsere af skønlitteratur med et poetisk sprog
Dette er et gratis anmeldereksemplar som jeg har modtaget af forlaget. Tusind tak for det.
”Min rædsel er forankret i jer, mine børn. Min trøst, mit håb forankret i jer.” (s. 84)
”Animal” kunne være endnu en moderskabsfortælling. Men heldigvis er ”Animal” så meget mere.
Her er tale om en hybridroman, der skiftevis bevæger sig mellem fiktion og poetisk fakta og ikke mindst mellem det indre og nære, og det ydre og verdslige.
En fortælling, der skrive sig ind i angsten og sorgen over at vi, som beboer denne jord, er ved at æde den op og tage livet af den. ”Animal” er også en fortælling, om et ønske, om at bringe liv ind i denne verden, og angsten for, hvad der skal ske med dette liv, når verdenen som vi kender den ikke er mere.
Sagt på en anden måde, er ”Animal” bygget op omkring en slags dualisme, for derefter at blive omkranset af en mytologisk fortælling om gudinden Innana.
Hoveddelen af bogen er skrevet som en fortælling, der bliver fortalt til fortællerens endnu ufødte datter. Igennem bogen reflekterer fortælleren over hvilke muligheder hendes børn kommer til at have, og disse refleksioner bliver drypvis afbrudt af rå facts, der både omhandler flora og fauna på vores klode. Mennesket bliver også sidestillet med de forskellige arter, for at minde os om at vi alle skal leve på denne jord og at menneskets behov ikke kommer før andre levende væsners behov.
“Køerne, svinene, hønsene i fabrikslignende haller. Hvalerne, der ikke kan finde hinanden, der skyller op med høreskader på grund af larmen fra tankskibene, der mister deres sprog. Søerne, køerne der længes efter deres små, der farer og kælver, og hønsene, hybriderne, der lægger æg og æg og æg og slides op på under to år, der mærker brystbenet brække, der bløder, der ikke kan holde deres ikke kan holde deres æggeledere oppe i røve. Uendelige haller med levende væsner, øjne, ører, ivrige ben, der indespærres, opbevares, insemineres, afhentes, gasses, skydes, skæres op.” (s. 48)
Al angsten i denne bog er forankret i fortællerens børn, men børnene og moderskabet er kun en del af denne fortælling, hvilket jeg synes giver ”Animal” særlig litterær, men også filosofisk kvalitet.
Moderskabet og angsten er til stede igennem hele bogen. Men der hvor Johansen skiller sig ud, er i dualiteten, hvor moderskabet åbner et reflekterende vindue mod en verden i forfald. Og ikke mindst, hvordan det at skulle sætte et nyt liv i en verden som vores; fyld med pandemier, krig, klimaforandringer m.m, i virkeligheden ikke mest bare er egoistisk?
Jeg er stor fan af disse brud som Johansen skriver ind i sin bog. Disse kliniske beskrivelser af dyr, planter og mennesker skaber en dynamik, der giver bogen en manifest-agtig karakter.
“Et næsehorn
Omridset af et næsehorn tegnede sig allerede klart for 35 millioner år siden. Næsehornet er planteædende hovdyr, dets hud er tyk, afhængig af muddebade. Næsehornet lever alene, undtagen npr det har en unge eller vil parre sig. Hvide næsehorn kan dog ses i grupper , de sidste to overlevende af arten – en mor og hendes datter – lever omringet af bevæbnede vagter. De bevæger sig inde i cirklen hen over sletten. Moren har en stor tumor i maven og kan ikke bære de fostre, der skulle redde arten. Næsehornet skaber stier for andre dyr, kolonier af insekter lever af deres afføring, fuglene af insekterne, rovdyrene af fuglene, et næsehorn er en verden.” (s. 68)
Det er som om man lige zoomer ud fra det nære og næsten selvoptagede og for alvor bevæger sig ud på et makroniveau og betragter nøgternt det vores planet har at bøde på.
Men av! Disse facts bliver virkelig serveret råt for usødet, og de er en knytnæve lige i solarplexus for læseren. Og alligevel er der så meget poesi imellem alt dette forfald, der bliver beskrevet. Og et eller andet håb fødes da også undervejs i bogen. Ligesom gudinden Inanna, der skal dykke ned i underverdenen for at bringe livet tilbage til overfladen, må fortælleren (mennesket) også drukne for at kunne værdsætte naturen og vores klode.
Jeg mener at ”Animal” er en vigtigt og nødvendig bog, som man bør læse. Men det er også en barsk bog at skulle igennem. Det gør ondt helt ind i hjertehulen og får maven til at vende sig i sorg. Og det er svært at vurdere, om passager som denne er værst, hvor vi er nået til et punkt, at mennesket ikke burde reproducere sig selv:
“Jeg fortæller Dina, at jeg håber, regeringen vil opføre sterilisationsklinikker, hvor vi kan gå ind med jer. Hun fniser, men jeg mener det, jeg håber virkelig, at I vidunderlige, kærlige og generøse børn vil blive de sidste i verden.” (s. 84)
Eller om man mere skal græde over følgende beskrivelser, hvor menneskets manglende moral og ligegyldigt kommer til udtryk:
“Svinene forstod ikke hvorfor ingen hjalp dem. Det måtte være derfor, de skreg; de håbede, at nogen ville høre dem. […] de vidste jo ikke, at de bare var svin, de vidste jo ikke, at de ingenting betød. De stod der som børn og råbte på deres mor”. (s. 76)
Ligegyldigt hvad, så er dette ikke en opbyggelig fortælling, men derimod er den en øjenåbner for læseren, en nødvendig fortælling. Her får vi virkeligheden og konsekvenserne af vores handlinger serveret, og vi kan enten lære noget af ”Animal”, eller vælge at leve i uvidenhed. Spørgsmålet er om vi kan lukke øjnene for virkeligheden efter at have læst denne bog.
”Animal” er en stærk bog, en rystende bog, en bog der burde være obligatorisk læsning for alle. Jeg sad lammet tilbage, da jeg var færdig med bogen og var også nødt til at bruge flere dage på at ryste den af mig, før jeg kunne skrive en anmeldelse af den. Jeg har efterfølgende læst den igen og det er en absolut læseværdig bog, ikke kun på grund af sin stærke fortælling, men også det smukke sprog som Alexandra Moltke Johansen formår at skrive. Det er også derfor at ”Animal ” får fuldt hus, altså 🍬🍬 🍬 🍬 🍬🍬 og en kæmpe anbefaling med på vejen.
