Wow for en omgang. “Alt hvad du ejer” rører mig på flere punkter, men at møde sig selv som flygtning fra Bosnien og at møde sig selv i sorgen over at være barnløs (og kæmpe for at få et barn) er helt klart de to ting der rører mig mest.
Caspar Eric formår at pakke sorgen og fortvivlelsen ind på sådan en måde, at man virkelig føler med.
Der er ingen tvivl om både forfatter og fortæller er blevet mere voksne i denne bog, i modsætning til de tidligere. Der er en modenhed i umodenheden, der skinner igennem og den fortvivelse om tab, om at være ung voksen i en verden, hvor alt skal være på en bestemt måde bliver fremføret fint og delikat, hvor man som læser kommer til at føle med.
Som en af de få anker jeg kan fremsætter er, at jeg blev lidt irriteret på hovedpersonen undervejs, hvor jeg tænkte “nu må du da tage dig sammen og komme videre”, og så fik det mig til st tænke: hvem er jeg siden jeg kan gøre mig til dommer over andres sorg og tab? Men hvis man nogen sinde har prøver at miste nogen, eller noget, så ved man at samme tanke også vil poppe op hos en selv. Man er træt sf st være i sorgen, men man kan ikke komme videre. På den måde bliver hp utrolig menneskelig og tilstedeværende. Hvilket giver hele bogen en større dybde.
Absolut en af Erics bedre fortællinger.