Bogen kan best beskrives som en pærevælling af destruktion. Her er intet opløftende, men man håber inderligt på, at det vender for fortælleren til det bedre.
Roslev har et fængende sprog og skaber voldsomme billeder på en meget hverdagsagtig facon, hvilket jeg godt kan lide. Hendes brug af ord og billeder er imponerende og visse digte er direkte rammende for vores samfund.
Jeg står dog lidt af i hele denne destruktion, da det bliver for sort og for meget. Jeg forstår godt at mennesker har en tendens til selvdestruktion i større eller minder grad, men denne hovedperson er bare det hele på en gang. Alkoholiker, narkoman, pillemisbruger, angst, depressiv m.m, jeg kan næsten ikke følge med til sidst og bliver helt forpustet af at skulle forholde mig til psykoserne.
Det er dog et anbefalelsesværdigt digtsamling som jeg kommer til at læse igen, da jeg tror dette kan åbne op for andre elementer i bogen.