Jeg har endelig tilsluttet mig klubben af den jublende skare og læst “Kvinder uden Mænd” og omend slutningen for nogen kan synes som værende lidt antiklimaktisk, så jubler jeg stadig over bogen. Magisk realisme eller ej, så er jeg helt tosset med de små finurligheder Parsupur glædeligt propper ind i denne fortælling.
Kort fortalt handler bogen om fem forskellige kvinder hvis skæbne på forunderlig vis fletter sig ind i hinanden i en kort, men skælsættende periode i deres liv. Handlingen er sat i 50’ernes Iran og revolutionen kan mærkes i omgivelserne omend kvinden stadig fastholdes i den traditionelle kønsrolle. Disse fem kvinder tager deres kroppe og skæbne i egne hæder (selv når deres kroppen bliver taget fra dem) og gør oprør på en mere eller mindre stille måde. At bogen bringer mig tilbage til min barndom og opvækst med netop lignende forunderlige fabler og myter, hvor grænsen mellem det naturlige og overnaturlige udviskes gør kun bogen endnu mere hjertelig for mig.
Hvis man vælger at læse “Kvinder Uden Mænd”, så synes jeg absolut at man skal gøre sig selv den tjeneste, at læse efterordet med. Det giver sådan en lækker reflektion over oversætterens tanker bag bogen og ligeledes en fed queer analyse af bogen der sætter fortællingen i en moderne cosmopolitansk feminisme, før dennes tid.