Titel: ”mor spiser rav”
Forfatter: Irmelin Prehn
Udgivelsesår: 2022
Forlag: mikrobe
Antal sider: 71
Målgruppe: Læsere af dansk samtidslyrik. Læsere af moderdigte og moderpoesi.
Dette er et gratis anmeldereksemplar som jeg har modtaget af forfatteren. Tusind tak for det.
Jeg har ladet mig fortælle, at det at blive mor er en kæmpe omvæltning i livet. At blive mor under en pandemi må være trippel-op hårdt. Og det er netop hvad der sker for fortælleren i Irmelin Prehns lyriske samling af moderdigte ”mor spiser rav”.
I denne digtsamling møder vi en fortæller, der bliver mor for første gang under Coronaens første bølger.
Vi møder en fortæller, der har tabt sit jeg, idet barnet ankommer, og er blevet forvandlet til en ”mor” – et moderdyr, der ikke engang kan få lov til at nyde det gode ved oplevelsen. Tvært imod er fortælleren fanget mellem fire vægge som en løvinde i et for lille bur. Vi får indblik i alt det, der sker med en kvinde, når hun overgiver sit jeg, for at kunne blive det man i samfundet stadig ser som det ypperste for en kvinde; nemlig mor. Og alligevel kæmper et ”jeg” sig op til overfladen. Det popper op undervejs. Dette jeg er fortællerens eget jeg, der prøver at kæmpe sig tilbage i fortælleren, hvilket i min optik gør denne digtsamling mere interessant, da man her har en fortæller, der bliver nægtet den totale nedsmeltning i moderrollen.
Hvad jeg dog studser over, er denne fortællers behov for at vinde sit jeg tilbage igennem de mænd, der har betydet noget i fortællerens liv. Disse ex’ere bliver nævnt løbende igennem bogen, og kun her (ud over førse digt) bevæger fortælleren sig fra 3. person ental “mor” til 1. person entel “jeg”. Dette viser netop, at der stadig findes et jeg under dyngen af mor. Således er det også jeg’et, der åbner bogen op – lige inden barnet og pandemiet kommer.
” jeg er knap nok, jeg er næsten ikke
jeg er banrnevognsskubbende krop
jeg er løftende arme
jeg er gylp i håret
jeg er vuggende favn
jeg er dæmpet sangstemme
jeg er vaskekluden
Jeg er bleskifteren med lort på ærmet”
Det interessante er dog, at jeg’et kun er til i kraft af de mænd, der er noget i fortællerens liv. På den måde er her tale om en bog, der skriver sig ind i en klassiske male-gaze fortælling, hvilket er interessant, da det at bliver mor er et meget kvindeligt univers.
I ”mor spiser rav” er “”mor åben og direkte, hun skjuler ikke noget. Hun inviterer læseren til at mærke sin fortvivlelse og kroppens forandring. Hun suger os med ind i ensomheden, angsten, længslen og håbet. Noget vi alle oplever i hverdagen, men som må føles endnu mere intenst i en hormonfyldt krop, og i et hermetisk nedlukket samfund, som det var under pandemien.
Irmelin Prehn skriver uprætentiøst, hvilket jeg virkelig godt kan lide. Alligevel har hendes digte flere lag. Både morfologisk, men også tematisk.
Hun tager fat i moderrollen fra et andet perspektiv og gør den ikke poetisk. Tvært i mod er ”mor” hos Prehn en maskine, der arbejder for barnet. En mor der skal elske sin søn tilpas meget, for hvis hun elsker ham for lidt eller for meget, så går det helt sikkert galt.
Med ”mor spiser rav” skriver Irmelin Prehn sig ind i to retninger, der er ret fremherskende i denne tid i dansk litteratur.
Først og fremmest hele moderdigtningens spor, hvor moderen, snarere end mennesket, har hovedrollen. Men hun skriver sig også ind i pandemiens spor. Hvor den der angst svøber sig om læseren og samfundet, når man læser litteraturen.
Jeg synes modersporet er interessant, men jeg kan ikke lade være med at tænke om pandemi-sporet kommer lidt sent, for pandemien er pludseligt forsvundet siden midten af januar og fylder ikke så meget hos den almene læser. Og dog vækker det et minde i mig om det der forår i 2020, hvor jeg gik så mange ture ud i naturen, som jeg aldrig har gjort før i mit liv. Det er også vigtigt at holde fast i den der følelse af afmagt vi alle gik rundt med de sidste to år. For den var en realitet for blot 2 måneder siden.
Jeg synes at ”mor spiser rav” kan et eller andet. Sproget rører mig og billederne har dybde. Selvom moderdigtning ikke er den type genre jeg foretrækker, så synes jeg, at Irmelin Prehn beskriver følelser så levende, at mennesket virkelig træder frem for læseren.
Det er også derfor jeg synes at ”mor spiser rav” skal have 🍬 🍬🍬 🍬 velfortjente bolcher.
