Titel: ”En vej ud af tågen ”
Forfatter: Kristian Leth
Udgivelsesår: 2022
Forlag: Gladiator
Antal sider: 157
Målgruppe: Læsere med interesse for familieforhold, maskulinitet, familiemønstre og ikke mindst reflektioner over blomsterbørnene som forældre og deres børn. Læsere af ny dansk skønlitteratur
Dette er et gratis anmeldereksemplar som jeg har modtaget af forlaget Gladiator. Tusind tak for det.
Normalt er jeg ikke til autobiografiske fortællinger, der graver sig ind i forfatteren selv. For mig er forfatteren ikke det interessante at læse, det er forfatterens produkt som jeg finder fascinerende.
Så da Kristian Leths ”En vej ud af tågen” dumpede ind i min postkasse kunne jeg ikke lade være med at være skeptisk.
Men en gave er en gave, og jeg syntes at den fortjente en chance. Og nøj, hvor blev jeg positivt overrasket.
Kort fortalt handler bogen om Kristian Leths forsøg på at komme ud af den tåge hans barndom er viklet ind i på grund af en fraværende far. Bogen er en erindringsfortælling, hvor vi igennem kortere eller længere kapitler bliver introduceret for den barndom Leth husker, eller rettere reflekterer sig frem til.
Selvom jeg ikke kan identificere mig med Leths barndom 1:1, så synes jeg at Leth skriver så enormt godt, at det overhoved ikke gør noget.
Sproget er poetisk, rørende og lækkert flydende. Flere billeder træder dejligt frem på nethinden under læsningen og rører en dybt. F.eks. når Leth remser sine venners familiemønstre op.
Men bogen er så meget mere. Det er både en undersøgelse af maskulinitet og hvordan man kan blive mand, når man ikke har en reel faderfigur at se op til.
Jeg finder det utrolig rørende, hvordan Leth fortæller om det bånd der skabes mellem brødre og igennem kærlige slåskampe. Hvor deltagerne ved lige præcis, hvor hårdt man må slå før den anden bliver sur eller ked af det. Eller hvordan han søger maskuliniteten i popmusikere som f.eks. Michael Jackson eller Freddie Mercury.
“Både Freddie Mercury og Michael Jackson arbejdede med og udstrålede en aparte og hypervirkelig maskulinitet, der gjorde macho-gestus til rituelle bevægelser
Freddie rettede ryggen og sænkede hagen og snørede læberne sammen og rynkede øjenbrynene, mens han indtog en idealiseret krigerstilling.
Begge indfangede en eventyrlig og ekstatisk energi, en begejstring for kønnet, en kobling af manden og helten. Der var intet normalt over dem.”
(s. 46).
Her er et menneske, der virkelig skal prøve sig frem i livet på godt og ondt. Et menneske, der skal lære at blive voksen, uden rigtig at få en ledestjerne med sig, men tvært i mod skal famle sig ud af tågen. Og netop denne famlen igennem livet skaber en usikkerhed og angst hos fortælleren, der gør at tvivlen og usikkerheden nager igennem hele fortællingen
Vigtigere endnu, så er ”En vej ud af tågen” en kritik af en generation forældre, der valgte at få børn, men også valgte disse børn fra. Eller rette sagt, så er det en kritik af en generation og en samtid, hvor unge mennesker måske ikke helt vidste, at børn var noget der kunne vælges fra før fødslen.
Han beretter om en hel generation, min generation af børn, hvis forældre i bund og grund ikke var egnet til at være forældre. Og det er netop der, jeg synes denne bog brillerer. I mødet med vores blomsterbørnenes børnenes) rolle som forældre, hvor forældreskabet er et fælles og altopslugende projekt for begge forældre, og så vores egne forældre, der nok mest af at blev forældre fordi… det var det man gjorde.
Denne beskrivelse af Leths venner er f.eks. hjerteskærende og beskriver essensen af vores forældres generation, en generation, der fik alle muligheder, og måske lidt for frie hænder:
”Det var i selve spørgsmålet, afstanden lå. Spørgsmålet om, hvorvidt de skule blive ved at have os. De var i gang med deres liv, og var vi i det? Hvor meget skulle vi være i det? Var de tvunget til at være der med os?” (s. 134)
”En venindes mor kedede sig og fandt en anden familie, som hun flyttede ind hos. En vens forældre mistede grebet om hinanden, moren havde affærer og faren beskrev dem i en bog. En vens far flyttede, så han kunne drikke. En vens forældre erklærede hinanden krig og hvervede børnene, psykisk og fysisk. En vens forældre lod være med at tage stilling til børnenes misbrug og psykiske problemer og lod dem hjælpe hinanden med indlæggelse. En venindes far drak, mens moren skabte sig et nyt liv med en karriere uden plads til børnene. En vens far opfandt sin egen verden, mens moren delte sin smerte med børnene. En venindes far forlod hende og hendes mor ligesom de andre kvinder og deres børn, indtil alle mistænkte hinanden. Det er ikke ment som en anklageliste. Eller det er det måske også. Men det er også bare en beskrivelse af mine venners forældre.” (s. 134-135).
Det her det, det er hardcore. Og nej Leth er ikke et særtilfælde, fordi han er søn af en excentriker, Jørgen Leth. Jeg har lignende historier jeg kan fortælle fra min egen omgangskreds. En flok børn, der var offre for en generation, der glemte at tage ansvar.
Hvilket netop gør at Kristian Leths historie ikke bare er en erindringsroman, men en historie vi alle kan spejle os i på en eller anden måde.
Når man kombinerer disse vigtige emner som Kristian Leth tager op, sammen med hans lækre sprog, fortjener ”En vej ud af tågen” intet mindre end 🍬🍬 🍬🍬 🍬 velfortjente bolcher og en kæmpe anbefaling med på vejen.
