Der er meget få bøger, jeg har læst, der kan sammenlignes med “Mount København”. Den bedste måde jeg kan beskrive den på er: Forunderligt, vidunderligt underlig.
Bogen er skrevet af Kaspar Colling Nielsen. Den udkom første gang i 2010 og er på omkring 170 sider. Handlingen foregår mindst 200 år ude i fremtiden “Da byggeriet [af bjerget] tog 200 år at udføre”. Omdrejningspunktet er hovedsageligt København, Københavns nye bjerg og de mennesker der befinder sig på og omkring. Bogen er på samme vis realistisk og surrealistisk og skrivestilen kan bedst beskrives som retrodukumentarisk. Hvis man er bekendt “the twilight zone” og andre lignende film fra sen-50’erne, hvor en kommentator belærende fortæller om konsekvenserne ved noget bestemt for derefter at zoome ned på et specifikt ekspemel, så kan man forestille sig denne bogs opsætning. Bogens stil skifter nemlig mellem en forklarende stemme fra oven, der overordnet fortæller om bjerget og de konsekvenser/fordele, der er kommet i takt med den og så dykker den ned, nærmest som et nedslag, i små fortællinger med fokus på forskellige menneskers skæbne og hverdag, hvor bjerget både agerer som antagonist, eller blot som en kulisse. Netop denne (sur)realisme fascinerer mig, og når jeg tænker på reageringens planer om de 5 øer i Avedøre Holme, der skal bygges i løbet af de næste 90 år, er det ikke engang så surrealistisk. På denne måde bliver “Mount København” netop langt mere realistisk end det synes ved første øjekast.
Når jeg læser bogen så læser jeg den mest som en slags dissekering af den danske mentalitet; for hvilket andet land, så småt som Danmark, kunne finde på at bygge et bjerg ved hovedstaden? Sikker ikke mange andre. Bogen her kunne netop synes, på den ene side, som et “opgør” med Janteloven, for her kan alle blive hvad de vil, mm de ikke har råd. På den anden side et spotlight på nations mindreværdskompleks. Colling formår at indkapsle begge dele i en komisk og surrealistisk boble, der gør at selvom man kan genkende sig selv i bogen, så kan man grine af det.
For eksemplet Collings måde at beskrive Mount København på som verdens ottende vidunder, eller at New York Times en gang har kåret Hundige Strand som verdens smukkeste, får tårerne og smil frem hos mig, for hvem har ikke hørt nogen sige fraser som “jaja, det kan være vejret er smukt i Thailand, men jeg foretrækker det danske vejr, der har vi årstider”… for alt i Danmark er meget bedre.
Til sidst vil jeg kun på det varmeste anbefale “Mount København” for den er et lille vidunder i sig selv.