Den hvide rose af Olga Ravn
Bogen er på 365 sider og indeholder 160 digte.
Digtene er korte og stramme i en 5-vers opsætning, der jævnligt gentager sig enten 100% eller med forskellige variationer. Ligeledes er bogen fyld med tomme sider og digtene skifter også i ny og næ plads, hvilket give læseren en overraskelse og en slags variation.
Digtsamlingen består af et fiktivt jeg, og et fiktivt du, hvor du’et er ramt af sygdom og jeg’er prøver at skrive sig igennem sorgen du’ets sygdom bringer.
Denne sygdom præger jeg’er og skubber det længere og længere ind i sorgen som også ses i de tekster, der bliver mere og mere forvredne, gentagende og skifter i tempo og rytme.
Bogens komposition er også netop med til at vise at jeg’et er ude af sig selv af sorg og dette gør “Den Hvide Rose” til et ret imponerende stykke lyrik i min optik.
Bogen er læst på kort tid, jeg tror det tog lige knap 20 minutter at læse første gang og 1 time at genlæse, for jeg stod total paf tilbage efter første læsning.
Jeg kunne godt se kvaliteten i visse digte og i selve det hvordan bogens komposition afspejler handlingen. Denne tomhed der bliver fysisk og metafysisk og den måde Ravn leger med tomhed der netop opstår i sorgen og et kommende tab af et andet menneske.
Jeg kan godt se alle de fine ting som mange andre anmeldere og læsere ser. Både hendes (overfor)brug af metaforer, og hvordan hun tager de “klassiske døde” af slagsen og vækker dem til live i en ny udgave. Netop selve den hvide rose, der både repræsenterer uskyld, men også død og genfødsel. Hvor Ravn nærmest er besat af den. Interesant er det også at sorgen mod enden bliver rosenrød.
Men jeg kan bare ikke komme væk fra den nagende følelse af, at der bliver gjort nar af mig som læser. Jeg føler vitterligt jeg er med i en Monty Python sketch, der parodierer poesi, poeter og poesielskere. Jeg føler det lidt som om der står en forfatter i baggrunden og griner af mig mens hun tænker “tænk at de idioter betaler for dette”. Måske tager jeg fejl. Måske er “Den Hvide Rose” et mesterværk. Jeg kan bare ikke se det.
Det virker bare lidt for nemt.
Og så får jeg det bare dårligt over alt det papirspild… der er reelt set 205 tomme sider.