Kærlighed til ord og bøger. Og ord om ord og bøger jeg falder over på min vej
“the witch doesn’t burn in this one” – Amanda Lovelace
Jeg har i går læst “the witch doesn’t burn in this one” af Amanda Lovelace. Og øv altså, hvor ville jeg ønske jeg elsker den, men det gør jeg bare ikke. Selve titlen taler til min egen indre teenager, der ønskede at blive heks, når hun blev stor og selve beskrivelse af bogen var lige i min feministiske ånd. Sandheden er dog, at jeg både er for gammel og for europæisk til at føle mig knyttet til denne bogs måde at udlevere et budskab på. I virkeligheden er det et virkelig vigtigt budskab hun kommer med, og det med det budskab så burde formidlingen være sateneme sharp, ellers så står man bare af som læser og budskabet bliver tabt. Når jeg læser Lovelace’ digte føler jeg lidt, jeg læser en blanding af de der “motivational quotes” der florerer på nettet gerne fb, og en 25 årigs dagbog, der ikke har haft held med mænd i livet og nu hader alle mænd i universet. Fordi mænd er også bare dumme og de fortæller os at vi er tykke. Ehm ok, alle de mænd (og der har været en del) som jeg har haft forbi min seng og mit skridt har haft en meget mere positiv mening om min krop, end jeg nogen sinde selv har haft. Og den negative mening kommer ikke andre mænd, men fra andre kvinder (bl.a min mor der med en vægt på 56 kg. mente hun var tyk og skulle på kur. En anden ting som jeg også bare blev frustreret over er, at hun tager patent på ord som “kvinder” og “vi” som om hendes mening er universel for alle kvinder. Jeg føler ikke særlig solidarisk med hendes feminisme. Men feminist er jeg. Jeg har faktisk en kandidatgrad i kønsstudier og skrev artikler og opgaver fra feministisk synspunkt, mens man stadig hostede på 2.bølge feministerne. Jeg er dog ikke så tosset med feminister, der vil have feminisme på en måde og feminister, der ekskluderer mænd i kønskampen . Og så er den der “we are Queens”- attitude og retorik som Lovelace bruger igennem bogen så ekskluderende for alle andre, der ikke føler sig som dronninger.
Sandt er det, der er visse digte, der rammer plet og som giver mig kuldegysninger som f.eks side 70-71 “how to prevent getting sexually adulterous/how to prevent sexually assaulting someone”, eller “the leaves never lie” som er en kortprosa teksten på side 34, der viser styrken i den kvindelige visdom og at vi alle kommer til st betale for vores uger i ger. Desuden er rytmen og overraskelsesmomentet lækkert. Jeg synes absolut også at “she didn’t even have to tap her feet together” på side 74 skal nævnes. Som er indbegrebet af hvordan og hvorfor man som kvinde bliver i et vildeligt forhold. Eller bare usundt forholdt; det er kendt og man føler sig hjemme. Der er også andre lækre tekster. Men 10 fantastiske digte er bare ikke nok til at bære en hel bog. Jeg følte mig hverken emotionel, empowered eller provokeret mens jeg læste bogen. Måske er det kulturforskel. Måske er det bare, hvad USA netop har brug for for at komme væk fra de traditionelle kønsroller og idealer for kvindekroppen. Og måske er Skandinavien bare videre i processen.
